EU Projektleder med Teamkoordinatorfunktion ved Forskningsstøttekontoret på AAU


Brænder du for forskning og innovation? Har du stærke kompetencer inden for projektledelse og kommunikation, så er det måske dig, vi søger til vores forskningsstøttekontor på Aalborg Universitet (AAU) i Aalborg.
Vi søger en projektleder med stærke kompetencer inden for strategisk kommunikation og høj administrativ faglighed til projektledelse af større EU forskningsprojekter på Aalborg Universitet. Stillingen er placeret i AAU Innovation på Forskningsstøttekontoret Fundraising & Project management med arbejdssted i Aalborg. Det er en fuldtidsstilling med tiltrædelse 1. september 2019 eller snarest derefter.

Stillingsbeskrivelse

De primære opgaver er den faglige koordinering og udvikling i projektledelsesteamet, sikre impact og synlige resultater af EU forsknings- og innovationsprojekter gennem en målrettet kommunikation samt understøtte AAUs forskere med en professionel håndtering af EU projekter. Du vil komme til at arbejde tæt sammen med forskere, bevillingsgivere og administrative kolleger i ind- og udland. Du kan læse mere om kontoret her: https://www.funding.aau.dk/ og om Aalborg Universitet her: www.aau.dk

Dine Arbejdsopgaver vil hovedsagligt bestå af:   

  • Faglig koordinering og udvikling af projektledelsesteamets opgaveportefølje
  • Rådgivning og sparring om projektledelse til forskere knyttet til det enkelte projekt, herunder også de deltagende partnere fra øvrige europæiske lande
  • Sparring med videnskabelig projektleder (koordinator) vedrørende fx strategi, fremtidige fundingmuligheder og projektplaner
  • Udvikling og implementering af kommunikationsstrategier i regi af AAU ledede EU-projekter
  • Løbende monitorering af projektopfølgning i forhold til fagspecifikke medier med henblik på proaktiv kommunikation
  • Administrative projektledelsesopgaver, herunder samarbejde med bevillingsgiver og konsortium, faglig projektafrapportering, organisering af konsortiemøder samt deltagelse i disse
  • Udarbejdelse af procedurebeskrivelser for administrativ EU projektledelse
  • Udvikle og implementere processer og værktøjer for projektledelse
  • Kvalitetssikring af bevillinger under forhandling
  • Budgetopfølgning og økonomisk afrapportering
  • Netværksaktiviteter, såvel internt på AAU som i eksterne fora

Dine kvalifikationer

Vi søger en proaktiv, imødekommende og udadvendt kollega, der både kan håndtere de store overordnede linjer og samtidig evner at fokusere på detaljen. Du kommunikerer sikkert og klart på både dansk og engelsk og føler dig tryg ved at tale i større forsamlinger.

Derudover lægger vi vægt på, at du:

  • har et godt kendskab til universitetssektoren
  • har erfaring med administrativ projektledelse særligt på EU forsknings- og innovations projekter
  • har erfaring med strategisk kommunikation, gerne fra EU forsknings- og innovations projekter
  • kan agere som sparringpartner for forskere, kolleger og samarbejdspartnere (internt som eksternt)
  • har stærke kvalifikationer inden for mundtlig og skriftlig formidling på såvel dansk som engelsk
  • arbejder struktureret, er samarbejdsorienteret, selvstændig, og initiativrig
  • har indgående kendskab til budgetopfølgning og økonomistyring, herunder erfaring med Excel på superbrugerniveau
  • trives med et til tider hektisk og meget varieret job med skarpe deadlines og i perioder en del rejseaktivitet (inden for Europa)

Vi ser gerne, at du har 3-5 års erfaring, som projektleder eller –koordinator. Vi ser endvidere gerne, at du har en relevant kandidatgrad.

Hvem er vi?

Forskningsstøttekontoret er en del af AAU Innovation, der er en stabsenhed under rektor. AAU Innovation ledes af innovationsdirektøren og har ca. 80 medarbejdere fordelt på 3 tre søjler: Vidensamarbejde, Forskningsstøtte, og Kontrakt. Forskningsstøttekontoret består af 20 medarbejdere fordelt på policy, pre- og post award aktiviteter. AAU Innovations medarbejdere er placeret på de 3 AAU campus (Aalborg, København, Esbjerg) og på AAU kontoret i Bruxelles. AAU Innovation arbejder tæt sammen med universitetets fakulteter, institutter, de faglige miljøer og universitetets øvrige administration.

På Forskningsstøttekontoret vil du blive en del af projektlederteamet med ansvar for teamets opgaveportefølje. En fællesnævner for teamet er rummelighed og gensidig respekt, og at vi værdsætter godt kollegaskab og den dynamik, vores forskellighed genererer. Vi deler i høj grad viden med hinanden, og sparring er en helt naturlig del af hverdagen.

Vi tilbyder rammer, der muliggør ”det hele liv”. Det vil bl.a. sige fleksibel arbejdstid, frihed under ansvar og forståelse for forskellighed i arbejdsmæssige prioriteringer og ambitioner. Til gengæld er det også nødvendigt, at du er fleksibel i forhold til perioder med stor arbejdsbelastning.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Forskningsstøttechef Charlotte Pedersen Jacobsen, tlf. 5171 3850 eller Chefkonsulent Jane Tymm-Andersen, tlf. 2990 4656.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 34/35.

Ansættelse pr. 1 september 2019 eller snarest derefter.


Løn og ansættelsesvilkår

Ansættelse og aflønning iht. gældende overenskomst i Staten, herunder OAO-fællesoverenskomsten. Der er mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg. Der er 3 måneders gensidig prøvetid i stillingen.

Aalborg Universitet skal modtage din ansøgning elektronisk vedhæftet CV, eksamensbevis og anden relevant dokumentation. Åbn linket "søg stillingen online" og udfyld ansøgningsformularen.

AAU ønsker at afspejle det omgivende samfund og har diversitet som en kerneværdi. Derfor opfordres alle uanset personlig baggrund og orientering til at søge stillingen.


Arbejdssted
Aalborg

Ansøgningsfrist
15/08/2019

Stillings ID
1051576
Søg stillingen her
 

Aalborg Universitet (AAU) driver undervisning og forskning til højeste niveau inden for humaniora, samfunds-, ingeniør-, natur- og sundhedsvidenskab.

top